Da de første 100 var mødt ind var det slut med siddepladserne. Det betød at de sidste 30 måtte følge borgermødet den 27. august i Blovstrødhallens cafeteria stående. Dermed har den uafhængige borgergruppe ”Ren natur på Ny Allerødgårds Jorde” på kort tid opnået massiv opbakning med deres forehavende.

Arbejdet handler om, hvordan Ny Allerødgårds jorde fremover skal forvaltes. Et flertal i Allerød byråd mener at de 22 ha skal fordeles med 49 % erhvervsbyggeri og resten til natur. Borgergruppen ønsker, som navnet antyder, at området fremover omlægges til ren natur.

En tredje mulighed er at lade Naturstyrelsen overtage området, som de tidligere har vist stor interesse for.

Kamp for rent drikkevand


Med vægtige grunde som beskyttelse af drikkevandet og indvindingsoplandet, bevarelse af landsbypræget og den lokale natur, samt sikring af biodiversiteten af arealet – hvoraf en del grænser op til den fredede Sortemose – har borgergruppen argumentationen i orden. Derudover har de en alvorlig bekymring for den øgede trafik som et stort erhvervsbyggeri vil generere.  

Denne vigtige del havde flere kompetente oplægsholdere, bl.a. naturformidler Bjørli Lehrmann og biolog og formand for Blovstrød Vandværk, Henrik Østergaard.

Efterfølgende var spørgelysten og bekymringen stor. Under debatten fremgik det således, at vælger byrådet at vedtage en lokalplan med fuld skrue på erhvervsudbygningen, så kan det kun ske ved hjælp af flere dispensationer. Som en af tilhørerne bemærkede: Det er nærmest helt Trump-agtigt – passer reglerne ikke, laver vi bare nogle nye.

Mia Verniere fra borgergruppen bød velkommen og styrede forsamlingen gennem de mange tilkendegivelser.
Mia Verniere fra borgergruppen bød velkommen og styrede forsamlingen gennem de mange tilkendegivelser.

Næste skaktræk

Efter halvanden time sluttede borgergruppen mødet med at fortælle hvad de næste skaktræk er. Gruppen vil:

  • Fortsætte med at informere og inddrage borgerne.
  • Indkalde til et nyt borgermøde hvor også politikere inviteres.
  • Fortsætte underskriftindsamlingen (p.t. har over 500 skrevet under.)
  • Skabe en event, hvor byrådet får overrakt underskrifterne.
  • Skrive høringssvar.

Desuden har gruppen et stort ønske om at udvide gruppen med folk fra andre dele af Allerød og med folk, der har kompetencer, som kan fremme den gode sag.

Henrik Østergaard, formand for Blovstrød Vandværk, fortalte om sine bekymringer for at placere industri i vandværkets indvindingsområde.
Henrik Østergaard, formand for Blovstrød Vandværk, fortalte om sine bekymringer for at placere industri i vandværkets indvindingsområde

.


4 svar til “Kæmpe opbakning til protestgruppe”

  1. Jørgen Ekstrøm Jakobsen Avatar
    Jørgen Ekstrøm Jakobsen

    En stor tak fra arbejdsgruppen Ren natur på Ny Allerødgårds jorde for den enorme opbakning.
    Indtil nu har omkring en fjerdel af alle voksne i Blovstrød skrevet under på: Sig nej til byggeri på Ny Allerødgårds jorde. Flot, men vi vil gerne have mange flere underskrifter.
    Med det rygstød, vi fik i går aftes, fortsætter gruppen sit arbejde.

  2. Vibeke Bjerregaard Avatar
    Vibeke Bjerregaard

    Et godt møde! Sætter pris på et godt seriøst arbejde -tak for det.
    Spørgsmål om Ny Allerødgårds 22 Ha kan udveksles med SSI=statens ejede matrikler (17+9 Ha) ved Englaven langs “Hestestien” kan udveksles med de 22 Ha i Blovstød, som Naturstyrelsen kan overtage, mens Allerød Kommune så kunne overtage arealerne på 26Ha ved Enghaven – det kunne give nye interessante udviklings potententialer med parker og villaer, hvis økonomien skal hænge sammen – er det helt umuligt?

  3. Marie Nielsen Avatar
    Marie Nielsen

    Hvor kan man skrive under?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *